Når det internationale ballet- og operapublikum til næste forår får adgang til koncertsalen i det nyopførte Mariinsky Theater i Skt. Petersborg, vil de nyde teatrets verdensberømte forestillinger i teatersæder beklædt med eksklusive møbelstoffer fra Nordjylland.
For nok er tilblivelsen af Ruslands fremtidige kulturmastodont et projekt med verdensomspændende bevågenhed, men leverandøren af betræk til samtlige sæder, stole og sofaer i det nye opera- og ballethus hedder Danish Art Weaving og ligger i Tylstrup lidt nord for Aalborg.
Det er også her – i Tylstrup – at de godt tre kilometer møbelstof til teatret skal væves. Danish Art Weaving har nemlig som den eneste danske virksomhed af sin art valgt at beholde sit eget specialvæveri med mulighed for at fremstille alle former for skræddersyede og særligt tilpassede produkter på kort tid.
Og netop den egenskab har været medvirkende til, at ordren på møbelstoffer til Mariinsky Theater landede i Tylstrup. For sæderne i en international kulturinstitution skal selvfølgelig betrækkes med stoffer i særligt eksklusive kvaliteter og udførelser. Kun det ypperste kamgarnsuld er godt nok, og selv farverne i stofferne er særligt udvalgt til projektet. I alt skal der leveres tre forskellige specialdesigns, som hver består af tre nøje specificerede farver garn.
Det er med andre ord en opgave, som passer perfekt til Danish Art Weavings spidskompetencer.
”Netop denne slags opgaver er vi rigtig gode til. Fordi vi har en specialviden oparbejdet gennem mange år og samtidig er fleksible og villige til at gøre noget nyt. For os er det et utrolig spændende projekt at skulle levere til”, siger Danish Art Weavings direktør, Kurt B. Johansen om ordren til Mariinsky Theater.
Han påpeger, at virksomheden tidligere har leveret lignende ordrer til bl.a. Four Seasons Centre for Performing Arts i Toronto, Canada, og Burlington Performing Arts Center i Ontario, Canada.
De første 400 meter specialfremstillet møbelstof er allerede sendt af sted mod Skt. Petersborg. Resten følger efter i løbet af september og oktober måned.
Det nye Mariinsky Theater har været undervejs i over 10 år. Allerede i 2001 søsatte maëstro Valery Gergiev de første tanker om at supplere det 200 år gamle Mariinsky Theater i Skt. Petersborg med et nyt og mere tidssvarende operahus. Siden da har tre arkitektkonkurrencer ført til først et design, som blev vraget, fordi det var for kontroversielt, og siden et andet design, som blev opgivet, fordi det var for dyrt.
Den tredje konkurrence i 2009 blev vundet af canadiske Diamond Schmitt Architects med en sober bygning i limsten og glas. Konstruktionen af det nye Mariinsky Theater med seks koncertsale og plads til 2.000 tilskuere er nu så langt fremme, at åbningen er planlagt til næste forår.
Læs mere om det nye Mariinsky Theater her:
http://www.dsai.ca/projects/new-mariinsky-theatre
http://www.cbc.ca/news/arts/story/2012/07/09/mariinsky-theatre.html
http://www.fda-online.com/news_detail.php?id=77745&dir=DESC
For yderligere oplysninger om ordren til Mariinsky Theater kontakt Kurt Johansen på tlf. 20 25 20 01.
Danish Art Weavings normale sortiment kan ses på www.danish-art-weaving.dk.